Et menneske kan udvikle en spiseforstyrrelse af mange forskellige grunde f.eks. problemer i familien, en depression, en slankekur, kropsfiksering eller fysisk sygdom. Fællesnævneren blandt de spiseforstyrrede er, at de er stærke og lydhøre overfor hvad omgivelserne har brug for, men også at de har svært ved selv at føle og at give udtryk for egne behov. Har du indset at maden, vægten eller din adfærd omkring indtagelse af mad er et problem, kan du have brug for en psykoterapeut.
En psykoterapeut kan være den første du fortæller om dit problem. Mange mennesker har svært ved at fortælle om en spiseforstyrrelse til de nærmeste, fordi der ved, at der ligger mange ophobede følelser i det hos dem selv. Tanken om, at der måske oveni også vil komme en stor følelsesmæssig reaktion fra den man betror sig til, kan være så kaotisk og svær at bære, at man helt undlader at lette sit hjerte og derfor bare går med problemet alene. Ved at bruge en psykoterapeut kan du tage hul på dit problem på en tryg og god måde. En psykoterapeut kan også give hjælp, støtte og behandling for en spiseforstyrrelse, enten i individuel terapi eller gruppeterapi.
|
Personer der lider af overspisning eller tvangsspisning er ude af stand til at kontrollere, hvor meget de spiser. De spiser i det skjulte, de hyggespiser og trøstespiser. I perioder spiser de langt mere, end de har brug for, langt ud over mæthedsgrænsen, og langt mere end andre mennesker overhovedet ville kunne få ned. Som følge deraf er overspisere ofte stærkt overvægtige. De forsøger ikke at skjule deres voldsomme spisning ved at holde sig slanke, men de føler sig skamfulde både over spisningen og over fedmen. Personen veksler mellem perioder med tvangsspisning og perioder med slankekure, så store udsving i vægten kan forekomme. I overført psykisk betydning tager overspiseren for meget ind og beholder det i sig. De siger ja og har meget svært ved at sige nej. De tager på sig. Overspiserens selvværdsfølelse er meget afhængig af andre og det gør overspiseren sårbar i forhold til omgivelserne. Overspiseren kan være afhængig af andres accept og godkendelse og kan være afhængig af at have kontrol og styring i forhold til andre mennesker. Mange overspisere oplever at maden har taget magten fra dem, så de også i andre sammenhænge føler sig som ofre. Overspisning og overvægt kan også være et forsøg på at beskytte sig mod en fjendtlig eller farlig verden: Overspiseren lægger et lag af beskyttelse (fedt) omkring sig, og det kan være en måde at indkapsle og tilbageholde sider af sig selv, som vedkommende ikke tør lade komme frem, fx seksualiteten. Opleves overvægten ubevidst som nødvendig for at overleve, vil slankekure sjældent lykkes.
Tilbage til
Beskrivelse af gruppeterapi for overspisere.
Oversigt over gruppeterapi i 2011.
|
Bulimi
Personer der lider af bulimi, overspiser eller panikspiser. Det vil sige, at de ikke spiser, fordi de er sultne, men af andre grunde. Bulimikerne er stærkt optagede af deres vægt, kost og udseende, men de svinger normalt ikke særlig meget i vægt og er hverken under- eller overvægtige. Derfor kan det også være svært at se på et menneske, om han eller hun har bulimi. Bulimikerne oplever perioder, hvor de spiser voldsomt, hvorefter de regulerer vægten ved at tvinge sig selv til at kaste maden op igen, dyrke intens fysisk aktivitet, bruge afføringsmidler eller slankepiller, men det kan også være omvendt, at de spiser for at kunne kaste op. De kan opleve opkastningerne som en måde at rense sig selv på for de sider af personligheden, der opleves som dårlige, urene, ulækre, farlige eller forkerte, ligesom maden opleves som ulækker og forkert. Det er meget forskelligt, hvor ofte en bulimiker overspiser og kaster op. Nogen gør det et par gange om måneden, mens andre gør det mange gange om dagen. Perioderne med opkastninger og ædeflip medfører en stræk følelse af skam og skyld, og det foregår derfor som regel skjult for andre. Skyld- og skamfølelserne kan bunde i dybe følelser af at være forkert, værdiløs eller de kan fortælle om tidligere seksuelle overgreb. Det, at bulimien holdes hemmelig og ikke kan ses på kroppen, afspejler et mønster af at usynliggøre vanskeligheder. Bulimikerne har meget lavt selvværd, lever tilbagetrukket og isoleret fra omverdenen. Det er grundlæggende svært for dem at sige ja og nej. Først siger de ja til maden (og i overført betydning til følelser, behov, lyster, ulyster osv.) for derefter så alligevel at sige nej. Opkastningerne siger noget om, hvor svært det er for bulimikeren at rumme deres egne følelser, oplevelser og konflikter. Der er, ligesom med maden, ikke plads til det indeni.
|
Anoreksi
Personer, der er ramt at anoreksi, er ekstremt optagede af kost, vægt og udseende. De har et voldsomt behov for at opnå fuldstændig kontrol med, hvad og hvor meget de spiser. De ønsker at tabe sig og ser ofte deres krop som tyk, stor og uren. Ofte er deres selvbillede forvrænget, så de ser sig selv som fed, selvom de er tynde. Meget ofte er de perfektionister og stiller helt urimelige krav til sig selv. Ofte er de meget selvudslettende, vil meget gerne gøre andre tilpasse, er tilbagetrukkede, stille og usynlige. De kontrollerer deres følelser, lyster, behov, impulser, ja alt, hvad kroppen og sindet kan sende af signaler. De synes, at smerte, sorg, angst, ensomhed, vrede, tomhed, frustration eller glæde er så skræmmende eller gør så ondt, at de er nødt til at undertrykke den slags følelser. Det gør det svært for dem at sige ja eller nej i forhold til, hvad de selv ønsker, og det giver en ubærlig følelse af tomhed. Den, der er ramt af anoreksi kan være angst for i overført betydning at opleve sig selv om umættelig eller grådig og kan have et ønske om helt at forsvinde fra en verden, der er blevet alt for svær og uoverskuelig.
|
Ortoreksi
Personer, der lider af ortoreksi, er fokuserede på madens kvalitet med en så stor besættelse, at det hindrer personen i at føre et normalt liv. De begynder at danne sig deres eget billede af, hvad der er sundt og laver deres egne diæter, regler og ritualer. Måske udvælger de maden efter farve, type af råvare eller bestemte kostråd. De er så optagede af at spise sundt og rigtigt, at de medbringer deres egen mad, når de skal ud og i sidste ende isolerer de sig socialt. Mennesker med ortoreksi er ikke deciderede bange for at blive fede og ønsker ikke at være specielt tynde, de vil bare gerne leve sundt. Ligesom ved andre spiseforstyrrelser handler ortoreksi om psyken. Det kan være man har en følelse af manglende kontrol over sit liv, sin krop, sit forhold til andre mennesker - familie, kæreste, venner, kollegaer eller andre. I sådanne tilfælde bliver ortoreksien en vej til identitet, selvværd og formål. Selvom ortoreksi kan føre til store vægttab og fejlernæring, er den største bekymring af psykolgoisk karakter. Ortoreksi rammer som oftest voksne mellem 20 og 40 år.
|
Megareksi
Megareksi rammer særligt mænd, som oplever, at deres krop er for tynd, let og umuskuløs. Derfor styrketræner de dagligt i timevis og er på en særlig fedtfri og proteinrig diæt. De træner og spiser på usædvanlige tidspunkter af døgnet. Nogle begynder i forbindelse med styrketræning at tage kunstige fremstillede hormoner som anabolske steoider, der kan give en vægtstigning på 20-40 kilo, men de føler sig dog stadig ikke tilstrækkelig muskuløse. Brug af steroider giver ganske alvorlige bivirkninger, og når brugerne efter flere år på kur og daglig styrketræning stopper med stofferne, oplever de både tab af styrke, vægttab og omdannelse af muskelvæv til fedtvæv. Men alt dette er blot symptomer. Der er ikke én bestemt forklaring eller årsag til sygdommen. Som hos de øvrige spiseforstyrrelser kan psykologiske problemer og følelsesmæssige konflikter have rod i svære opvækstbetingelser, mobning, seksuelle overgreb, vold, omsorgssvigt og mangel på kærlighed. Forhold som kan afstedkomme identitetsproblemer, stress, social angst, isolation, depression, lavt selvværd, negativ selvfølelse, selvdestruktive tanker, selvhad og selvforagt.
|
Pårørende
Det er svært at se nogen i sin nærhed blive ramt af en spiseforstyrrelse. Som forældre kan det fylde én med skyld og skam så man ikke taler med andre om, hvordan man har det. Angst, fortvivlelse og bekymring for fremtiden kan også blive en stor del af hverdagen. Man vil gerne hjælpe, men ved ikke hvad man skal stille op. Løber irritationen eller vreden så yderligere af med én, ja - så kan rollen som pårørende gå hen og blive meget pinefuld. Psykoterapeutisk støtte f.eks. én gang hver 14.dag i en perioden på 1/2 år kan gøre en stor positiv forskel, dels for den pårørende, men også indirekte for den, der er ramt af spiseforstyrrelsen og familien i det hele taget.
Hvad kan du gøre som pårørende?
Vis og diskuter dine følelser med en anden, men aldrig med den, der er ramt af spiseforstyrrelsen.
Lyt og anerkend, tilbyd håb, forståelse, optimisme og kærlighed - styrk den ramtes selvfølelse.
Skab tryghed med en støttende, klar og kærligt konfronterende holdning, den vil så et lille frø til forandring.
Støt ved at leve dit eget liv, hold dine egne grænser og bibehold nær kontakt til den øvrige familie, herunder søskende. Bliver den spiseforstyrrede vred så tag det ikke personligt.
Forstå det indre kaos frem for at kontrollere vægten i det ydre. Accepter den spiseforstyrredes behov for kontrol og planlægning. Lad ikke vedkommende alene overtage familiens indkøb og madlavning; at beskæftige sig med mad forstærker tilstanden.
|
Kilder:
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, hjemmesiden juni 2009 og marts 2010.
Undervisningsmateriale fra ID-psykoterapeutstudiet 2009.
|
|
|
| Privatpraktiserende ID-Psykoterapeut MPF Jette Havgry HD(A)| Parken 11, 1 th. | 3480 Fredensborg | Tlf.: +45 26 52 45 18 | jettehavgry@gmail.com |
|
 |
|